Billedkunstner

Marianne Nygaard

Om mit arbejde



Jeg begyndte på maleruddannelsen, fordi jeg gerne ville male billeder. Kunstakademiet havde jeg ikke hørt om. Efter 40 år som bygningsmaler, begyndte jeg endelig at male billeder i 2007, og siden da har hver eneste sorte prik handlet om at slå min indre malermester ihjel. Jeg måtte bruge penslerne på en anden måde: Ikke længere at strege kompositionerne op, men at male mig frem i fri hånd igennem mere organiske former og metoder. 

Det er det ukontrollable ved maleriet, der optager mig. Dansen. Ikke at vide, hvor billedet bevæger sig hen. Hver prik er malet med pensel og præges af uforudsigeligheden i, hvordan penselhår og hånd arter sig. Jeg går til maleriet med lige dele nysgerrighed og skræk: Kan det lade sig gøre? Vil prikkerne organisere sig i et harmonisk udtryk? Jeg maler i serier, for efter et færdigt billede er jeg tit nødt til at starte forfra og se, hvordan billedet opfører sig i næste forsøg.